Thorup Aktivitetshus får et vigtigt løft med energioptimering
Sparekassen Danmark Fonden Dronninglund har støttet anden del af Thorup Aktivitetshus’ renovering og energioptimering med en donation på 246.950 kroner. Støtten bidrager til at føre flere af de nødvendige renoveringstiltag ud i livet, så huset fortsat kan være et samlingspunkt for Thorup og omegn.
Et vigtigt skridt i anden del af renoveringen
Thorup Aktivitetshus består af to hovedbygninger fra 1923 og 1942-43 og fungerer som lokalområdets sidste faste mødested. Nu er turen kommet til renovering af den ældre bygning 2, hvor Thorup Aktivitetshus’ renovering og energioptimering omfatter:
- Udskiftning af vinduer og døre
- Reparation og udskiftning af stern
- Ny varmtvandsløsning baseret på el
Mange af vinduerne er punkterede eller præget af råd, og flere døre trænger til en fuld udskiftning. Med energioptimeringen forventes en besparelse på omkring 40 %, hvilket styrker husets økonomi på lang sigt.
Lokale håndværkere på opgaven
Renoveringen udføres af lokale håndværkere. Sparekassen Danmark Fonden Dronninglund sætter en særlig ære i at støtte projekter, der anvender lokal arbejdskraft. På den måde går pengene nemlig i ring.
Stærke rammer for fællesskabet
Thorup Aktivitetshus bruges året rundt til fester, spis-sammen-aftener, amatørteater, arkivaktiviteter, brætspil, legestue og meget mere. Over 600 borgere i og omkring Thorup forventes at få glæde af projektet.
Med anden del af Thorup Aktivitetshus’ renovering og energioptimering bliver endnu flere lokaler i bygningen både anvendelige og energieffektive – og huset står stærkere som et levende og aktivt samlingspunkt.
💚 Lokale penge, der gør gavn.
Har I også et projekt, der styrker lokalsamfundet? ➡️

